Teater- og
erhvervskurser


En rejse i Selma Lagerlöf og
Den Hellige Brigittas fodspor

Tag på rejse med Lisbeth Weitemeyer til det dejlige Sverige, hvor vi skal stifte bekendtskab med to af Sveriges store personligheder: Selma Lagerlöf og Den Hellige Brigitta.

Selma Lagerlöf blev født og døde på den lille herregård Mårbacka i Värmland. Som en anerkendelse for sit forfatterskab, fik hun i 1909 Nobelprisen i litteratur, og med den fik hun endelig mulighed for at fuldende købet af barndomshjemmet, Mårbacka. Her døde hun i 1940. Mårbacka er i dag museum og rummer forfatterens hjem, som hun efterlod det ved sin død.

Et besøg på Mårbacka er et bevægende møde med én af Sveriges største og internationalt anerkendte forfattere.

På vej til Värmland besøger vi den lille, smukke by, Vadstena ved Vätterns bred. Her kan vi besøge Gustav Vasas fornemt restaurerede slot, men først og fremmest besøger vi Klostermuseet og Vadstena Klosterkirke, der bl.a. rummer Den Hellige Brigittas jordiske rester. Vi besøger også klosterruinen, Alvastra, hvor Brigittas mand døde i 1346.

Da Brigitta efter 28 års ægteskab med lagmanden Ulf Gudmarsson blev enke, ønskede hun af følge sit kald og hellige sit liv til Gud. Hun ville oprette en klosterorden, Brigittaordenen, med tilhørende kirke i Vadstena. I dag er den tilbageværende klosterbygning museum for Den Hellige Brigitta, og klosterkirken er pilgrimskirke med mange søgende hvert år.

Turen kan tilrettelægges med et besøg i den store, smukke herregårdspark, Rottneros, hvor Selma Lagerlöf hentede inspiration til debutromanen ”Gösta Berlings Saga” foruden flere andre lokaliteter, med minder fra forfatterens liv og forfatterskab.

Lisbeth Weitemeyer er ikke arrangør på denne tur, men deltager som guide og tilrettelægger.
© 2010 · Klar Scene · Andekæret 161 · 5300 Kerteminde · Tlf.: 86 33 62 41 · lisbeth.weitemeyer@mail.dk