H. C. Andersens historie, liv og eventyr er en collage, der strækker sig over 70 år fra hans fødsel i 1805 til hans død. Med udgangspunkt i barnet og opvæksten i Odense, bevæger vi os ind i erindringen om moderen med ”Hun duede ikke” og videre til digterens eventyrlige rejse ud i verden med ”Den grimme ælling”. Vi følger Andersens entré på Det Kongelige Teater, skolegangen hos rektor Meisling og det nære, livslange venskab med familien Collin.
H. C. Andersen var en hyppig og skattet gæst på de danske herregårde. Vi bevæger os ud på landet og ind i den inspiration, han fik ved at opholde sig dér. Her fandt han inspiration til sine smukke historier; ”Vinden fortæller om Valdemar Daa og han døtre” og ”Hønse-Grethes familie”. Men vi skal også på besøg på landet med Andersens tankevækkende historie om ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”.
Endelig vender vi tilbage til København, hvor digteren døde. Rejsen var forbi for den raske soldat, der marcherede ud af landevejen 1-2, 1-2 rejsen var slut.
Programmet kan varieres ud fra særlige ønsker til eventyr, historier og sange.
Denne collage tilrettelægges for både børn og voksne, som indslag i skoleundervisning. |