Hun kom ganske alene til Danmark som purung prinsesse fra England, for at blive gift med Danmark og Norges konge, Christian VII. En ung knægt, lille, bleg og spinkel og på alle måder sygelig. De to skulle nu leve op til forventningen om at sikre arvefølgen til den danske trone.
I forbindelse med kongens udenlandsrejse i 1768 blev lægen Johann Friedrich Struensee knyttet til hoffet som læge for kongen. Snart blev den begavede og fremsynede tysker Danmarks store reformator med bl.a. et påtrængende ønske om at se stavnsbåndet opløst, og bønderne frigjort fra deres tunge og opslidende pligter for dansk godsdrift.
Snart rasede intriger og bagvaskelse fra køkken til dansesal. Overalt hvor den kongelige familie færdedes, blev der hvisket og sladret: Danmarks dronning og kongens personlige livlæge havde forelsket sig i hinanden og man mente, at Marthilde ventede barn!
Den lille datter blev født på kongefamiliens storslåede slot i Hørsholm i 1771, og med barnets fødsel gik det forelskede par deres undergang i møde. I foråret 1772 svang bødlen sin økse over Struensees nakke, og den unge dronning blev sendt til Celle, hvor hun døde knap 25 år gammel.
En beretning om magt, begær og had, men først og fremmest om et fortvivlet ægteskab og forelskelsens opslugende passion. |